Glasset, der flytter sollyset ud til kanten

Et almindeligt solpanel fortæller tydeligt, hvad det er. Det er mørkt, fladt og dækket af celler.

Det nye glas forsøger det modsatte: at ligne en rude. Solcellerne ligger ikke over fladen, men ude ved kanten. Selve glasset fungerer som en optisk tragt.

Teknologien kaldes en luminescerende solkoncentrator. Et lysende stof i ruden absorberer bestemte fotoner og udsender dem igen ved en anden bølgelængde. En del af det nye lys rammer glassets inderside i en vinkel, så det bliver fanget og ført mod kanten ved totalrefleksion.

Der kan små, konventionelle solceller opsamle det. Midten kan fortsat være gennemsigtig, fordi den ikke behøver at være beklædt med et tæt lag silicium.

I 2025 beskrev forskere en koncentrator baseret på en blyfri perovskit-afledning. Materialet absorberede især ultraviolet og violet lys under cirka 420 nanometer og genudsendte et gulligt lys.

I laboratoriet nåede enheden en optisk virkningsgrad på omkring 32,5 procent. Når forskerne koblede solceller på kanten, målte de en samlet elektrisk virkningsgrad på 5,56 procent. Det er langt under et godt, uigennemsigtigt solpanel. Men sammenligningen er heller ikke helt rimelig: ruden skal samtidig være rude.

Det genudsendte lys kan blive absorberet igen, slippe ud gennem overfladen eller dø på vej gennem materialet. Jo større ruden bliver, desto længere bliver rejsen til kanten, og desto mere krævende bliver optikken.

Derfor er en pæn laboratorieprøve ikke det samme som en facade. En virkelig rude skal også tåle frost, fugt, ultraviolet lys, tætninger, stød og årtiers temperaturbevægelser.

I en nordlig bygning er spørgsmålet ikke blot, hvor mange watt glasset kan producere. Det er, hvilken del af lyset man har råd til at tage, og hvornår.

Synligt lys kan være værdifuldt i et rum eller for en plante. Ultraviolet lys kan nedbryde materialer. Nærinfrarødt lys kan blive til uønsket varme om sommeren, men være nyttigt om vinteren. Et godt energiglas burde derfor ikke bare høste mere. Det burde sortere klogere.

Forskerne viste også, at det lysende materiale kunne genvindes, og at tabt ydeevne delvist kunne repareres ved opvarmning. Det er lovende, men processen foregik under kontrollerede forhold og krævede omkring 200 grader.

Teknologien er endnu ikke et færdigt arktisk vindue. Den er et nyt princip for klimaskærmen: En gennemsigtig flade kan være adgang til udsyn, dagslys og energi på samme tid. Det er den kombination, der gør glasset værd at følge.