
Jeg kom til Narsarsuaq fem dage før lufthavnen skiftede rolle.
Jeg kom udefra og havde ingen historie dér. Jeg var ikke en af dem, der skulle rejse, og heller ikke en af dem, der gennem mange år havde valgt at blive.
Jeg kom med et projekt om arktisk dyrkning.
Inden rejsen havde jeg læst om klimaet, geologien, træerne, landbruget og stedets historie. Jeg havde studeret kort over sletten og data for temperatur, vind og sollys. På afstand lignede Narsarsuaq et usædvanligt godt sted at undersøge, hvordan et væksthus kan fungere under arktiske forhold.
Men et sted er ikke det samme på afstand og på stedet.

På et kort kan Narsarsuaq ligne et punkt ved enden af en fjord. På stedet er det et stort rum med tydelige retninger.
Fjorden ligger den ene vej. Isen den anden. Elven løber gennem dalen, og fjeldene rejser sig omkring den store, åbne slette.
Jeg gik mellem husene og ud over de åbne arealer. Jeg bevægede mig op mod arboretet og ind mellem træer, der gennem årtier har vist, at bestemte arter kan overleve og vokse her. Jeg så steder med tæt vegetation og læ få hundrede meter fra åbne flader, hvor vinden havde langt mere magt.
Et klimadatasæt kan beskrive en region eller en vejrstation. Det fortæller ikke nødvendigvis, hvordan solen rammer en bestemt skråning, hvor den kolde luft samler sig om natten, eller hvordan træer, bygninger og terræn skaber lokale zoner med læ.
Narsarsuaq har ikke ét klima. Stedet består af mange mindre klimaer.

Jo længere jeg opholdt mig der, desto mindre handlede arbejdet om at placere et færdigt væksthus på et kort. Spørgsmålet blev i stedet, hvordan et væksthus skal udvikles ud fra stedet.
Hvordan skal konstruktionen møde vinden? Hvordan kan den lave sol udnyttes? Hvor samler sneen sig? Hvilke materialer kan transporteres, repareres og vedligeholdes lokalt?
Det er spørgsmål, som ikke kan besvares gennem én beregning. De kræver design, teknisk udvikling og afprøvning. Og de kræver en vedvarende tilstedeværelse tæt på de forhold, løsningen skal fungere i.
Det er feltbasens funktion.

Nu er arbejdet gået ind i næste fase. Jeg er på vej tilbage til Narsarsuaq for at etablere Iluas feltbase og føre Arctic ilua videre fra design og beregninger mod den første byggede prototype.
Feltbasen bliver virksomhedens lokale arbejdsgrundlag. Her skal vi gennemføre stedlige undersøgelser, arbejde med materialer og konstruktion, dokumentere forholdene og forbinde den tekniske udvikling med den virkelighed, Arctic ilua skal fungere i.
Det er ikke en tilbagevenden for at undersøge, om projektet skal fortsætte. Det er en nødvendig del af, hvordan det fortsætter.
Jeg kom til Narsarsuaq med kort, data og et projekt. Jeg rejste derfra med en forståelse af, at Arctic ilua ikke blot skal tegnes til et arktisk klima. Det skal udvikles i forbindelse med et virkeligt sted.
Nu fortsætter arbejdet dér.
Billeder og kreditering
Fotos: Julian H. Sonne / ilua.
